Indsend tilbud Foredrag om mental styrke, energi og udholdenhed for iværksættere
Foredrag om mental styrke, energi og udholdenhed for iværksættere
Vi søger én leverandører, der kan levere et foredrag målrettet iværksættere med fokus på mental styrke, energi og udholdenhed i en hverdag præget af pres, usikkerhed og konstante beslutninger. Formålet er at give deltagerne redskaber til at brænde igennem – uden at brænde ud.
Udfordring/behov
Iværksættere står ofte alene med ansvaret og kæmper med at balancere:
- Høje ambitioner og begrænsede ressourcer
- Begejstring og modgang – ofte på samme dag
- Risiko for udmattelse, stress og ensomhed
Leverandørens foredrag skal derfor adressere:
- Hvordan man holder energiniveauet oppe, selv når presset stiger
- Hvordan man identificerer og aktiverer sine styrker strategisk
- Hvorfor det er mere effektivt at fokusere på styrker end at forsøge at forbedre svagheder
- Hvordan man håndterer usikkerhed, ensomhed og beslutningstræthedHvad de mest mentalt robuste iværksættere gør anderledes
Foredraget skal være baseret på forskning og praktisk erfaring og give deltagerne:
- Konkrete refleksionsøvelser og mentale værktøjer
- Inspiration til en mere bevidst og styrkebaseret tilgang til iværksætterlivet
- Motivation og perspektiv, der rækker ud over den enkelte dag
Vi søger leverandører som kan tilbyde:
- En foredragsholder med erfaring i at arbejde med iværksættere og psykologi/mentalt overskud
- Evidensbaseret indhold leveret med nærvær, energi og autenticitet
- Materiale eller øvelser, der kan bruges videre af deltagerne
- Mulighed for tilpasning til vores målgruppe (fx early-stage founders, solo-iværksættere)
Foredraget/eventet gennemføres i Køge d. 18. november 2025. Den endelige dato og lokation aftales med den valgte leverandør.
Generelle krav og information:
Såfremt eventet er en succes kan iværksætterdanmark ønske at gentage eventet på et senere tidspunkt i projektperioden andre steder i Danmark eller online. Dit tilbud bør derfor tydeligt vise om det er en mulighed. Der er dog ingen garanti for yderligere events.
- Tilbud skal indeholde tydelig afsender
- Tilbud skal have en tydelig pris inden for opgavens budgetramme
- Dato for tilbudsafgivelse skal fremgå tydeligt
- Tilbudsgiver bedes angive om tilbuddet er gældende ved. evt. fremtidige indkøb. Leverancen samt pris skal være uændret.
- Tilbuddets udløbsdato skal angives ved tydelig datering.
- Prisen er inkl. kørsel og evt. materialer. Hvis det begrænser, hvor det kan afholdes i landet, så skal dette fremgå tydeligt.
Det er ikke muligt at afgive tilbud, hvis du samtidig er deltager i Iværksætterdanmark. Kontakt os ved tvivlsspørgsmål.
Erhvervshus Hovedstaden forbeholder sig retten til ikke at vælge et af de modtagne tilbud, hvis ingen tilbud vurderes at kunne udføre opgaven tilfredsstillende. I så fald vurderer projektet om opgaven annonceres på ny eller ikke gennemføres.
Baggrund for indkøb
1. Resume af projektet: IvDK – Iværksætterdanmark har en lang række tilbud til iværksættere med introduktion til alt det, der er godt at vide, når man starter en virksomhed. Ambitionen er at udbyde et fleksibelt tilbud til alle iværksættere i Danmark. Iværksætterdanmark skal så vidt mulig være tilgængeligt, hvor og hvornår det passer iværksætteren. Samtidigt arbejdes der med at blande forskellige læringsformer for at nå så varieret og bredt ud til målgruppen som muligt, så alle iværksættere, uanset erfaring og geografi oplever at kunne tilgå de samme muligheder. Læs mere om Iværksætterdanmark på www.iværksætterdanmark.dk.
2. Projektets overordnede målgruppe: Iværksættere – dvs. personer som påtænker / er i gang med / har besluttet at starte virksomhed, og virksomheder som er opstartet (har en CVR-registrering), der ikke er ældre end 3 år. Målgruppen kan være specificeret yderligere i nærvæende materiale.
3. Iværksætterdanmark (Erhvervshus Hovedstaden samt partnere) er opmærksom på at handle i overensstemmelse med de forvaltningsretlige principper om saglighed, økonomisk forsvarlig forvaltning, forbuddet mod varetagelse af uvedkommende hensyn, ligebehandlingsprincippet og proportionalitetsprincippet. Iværksætterdanmark gennemfører denne annoncering for at leve op til EU’s krav om, at ydelsen er købt på ”markedsmæssige vilkår” og for at finde en samarbejdspartner, der kan løse denne specifikke opgave på den bedst mulige måde.