Indsend tilbud Online workshopforløb om kommunikation af bæredygtige initiativer for iværksættere
Online workshopforløb om kommunikation af bæredygtige initiativer for iværksættere
Intro:
Iværksætterdanmark indkøber løbende undervisere til at levere workshopforløb. Hvis du tidligere har budt på opgaver, så gør vi opmærksom på at standardkravene nedenfor er opdateret og det der er meget vigtigt at du nærlæser og sikrer at dit tilbud lever op til alle krav.
Normalt modtager vi rigtig mange velkvalificerede tilbud. Det er ikke unormalt med 20 tilbud på samme opgave. Du bedes derfor nærlæse nedenstående grundigt inden afgivelse af tilbud.
Opgaven:
Vi (Iværksætterdanmark) søger en samarbejdspartner til at udvikle og afholde et online workshopforløb med fokus på, hvordan iværksættere bedst kommunikerer deres bæredygtige initiativer. Målgruppen er iværksættere, der allerede har igangsat grønne tiltag og arbejder strategisk med den grønne omstilling.
Mange virksomheder – både nystartede og etablerede – er i gang med den grønne omstilling. Nogle er født ud af en grøn idé, mens andre arbejder på at integrere bæredygtighed i deres forretningsmodel. Fælles for mange er dog usikkerheden omkring, hvad og hvordan de må kommunikere deres grønne tiltag. Dette fører ofte til tilbageholdenhed i markedsføringen (greenhushing) af frygt for at blive beskyldt for det modsatte, greenwashing. I en iværksættervirksomhed, er det ofte iværksætteren selv, som sidder med al markedsføringen – og det kan som iværksætter være svært at finde balancen mellem greenwashing og greenhushing, særligt når tid og ressourcer er knappe.
Workshopforløbet skal:
- Være praksisnært og anvendelsesorienteret med fokus på do’s and don’ts, øvelser, cases og konkrete skabeloner.
Indeholde eksempler på både vellykket og problematisk grøn markedsføring – med fokus på, hvad der gik godt/galt, og hvad der kunne være gjort anderledes. - Tage udgangspunkt i cases fra iværksættervirksomheder, så deltagerne kan spejle sig i dem.
- Gerne inkludere live cases, hvor oplægsholderen arbejder med en konkret deltager-cases i realtid.
Leverandøren skal sammensætte et fagligt stærkt og engagerende program, der giver deltagerne mulighed for at opnå praktisk erfaring. Der er derfor stor frihed til at strukturere forløbet, sådan som leverandøren finder det bedst. Forløbet skal samlet set kunne engagere 20 iværksættere. De enkelte workshops skal afholdes i forlængelse af hinanden, og der skal være en rød tråd imellem dem. Der skal være en god balance mellem faglige oplæg og praktiske øvelser, hvor deltagerne arbejder med deres egne projekter. Deltagerne skal opleve at blive mødt i øjenhøjde og få mulighed for at arbejde med deres individuelle udfordringer og løsninger – både under de enkelte workshops og via hjemmeopgaver.
Forløbet skal afholdes over en periode på 2-3 uger.
Tilbuddet skal inkludere én samlet pris for hele leverancen (1 online workshopforløb bestående af 2 online workshops). Prisen skal også inkludere evt. kørsel og materialer. Der skal udover de tilmeldte deltagere være plads til ansatte fra Erhvervshusene og/eller den lokale erhvervsservice.
1. Opgavebeskrivelse
Hvis man mener at kunne løfte hele opgaven og afdække alle emner skal samarbejdspartner:
- Afholde 1 online workhopsforløb bestående af 2 workshopgange. Hver workshopgang må ikke have en varighed over 3 timer.
- Beskrive indholdet af forløbet samt indholdet af de enkelte workshops.
- Sikre en rød tråd i forløbet, således at deltagerne oplever en udvikling gennem forløbet.
2. Generelle krav for alle workshopforløb:
- Der lægges vægt på, at deltagerne lærer noget de kan bruge efterfølgende i deres virksomhed.
- Vi forventer at leverandører formår at afvikle alle workshops i høj kvalitet, formår at inddrage deltagerne og skabe en levende oplevelse, der kan fastholde deltagerne gennem hele forløbet.
- Workshopforløbet skal give deltagerne bud på litteratur, artikler, hjemmesider, sociale medier o.l., som kan være nyttige i deres videre arbejde med at udvikle deres forretningsidéer.
- Leverandøren skal uploade alle materialer og information undervejs til de deltagende iværksættere og Iværksætterdanmark via portal som Iværksætterdanmark stiller til rådighed.
- Ved online facilitering skal leverandøren selv stille Zoom, Teams eller lignende til rådighed for online aktiviteter.
- Der vil blive afholdt et koordinerende møde med den valgte leverandør, hvor de sidste detaljer og evt. tilpasninger aftales nærmere.
- Levenrandøren forventest at deltage aktivt i markedsføringen af workshopforløbet.
3. Tilbudsspecifikation
Tilbuddet indsendes via linket, der findes nederst i dokumentet her.
Tilbuddet til Iværksætterdanmark skal som minimum specificere:
- Samlet pris for leverancen inkl. forberedelse, herunder kørsel og evt. materialer.
- Pris for tilkøb af enkeltstående forløb.
- Evt. forudsætninger for tilbuddet.
- Kontaktperson(er) angående forløbet. Her skal navn, organisation og e-mailadresse specificeres.
- Beskrivelse af forløbets samlede indhold, format, relevans for målgruppen og effekt.
- Bekræfte om leverandøren ønsker at lade sit tilbud gælde for senere forløb, selvom man i første omgang ikke vinder opgaven. Opgaven og tilbudspris skal være uændret.
Det samlede budget for opgaven som én leverandør eller konsortie af leverandører er op til DKK 28.000 ekskl. moms.
I udvælgelsesfasen foretages en vurdering af den enkelte tilbudsgivers generelle egnethed i forhold til den efterspurgte opgave.
Vurderingen bliver foretaget på baggrund af nedenstående evalueringskriterier.
Evalueringskriterierne og vægtningen af disse er følgende:
- Pris: 20%
- Kvalitet: 80%
Kvalitet bliver bedømt ud fra følgende 4 kriterier, som det samlede tilbud skal give et klart billede af:
- Forløbets koncept og opbygning.
- Faglige kompetencer ift. forløbets tema.
- Erfaring og kompetencer i forhold til undervisning og facilitering (herunder evt. online undervisning).
- Forståelse for og erfaring med forløbets specifikke målgruppe.
Erhvervshus Hovedstaden forbeholder sig retten til ikke at vælge et af de modtagne tilbud, hvis ingen tilbud vurderes at kunne udføre opgaven tilfredsstillende. I så fald vurderer projektet om opgaven annonceres på ny eller ikke gennemføres.
Baggrund for annoncering
1. Resume af projektet: IvDK – Iværksætterdanmark tilbyder kompetenceforløb til iværksættere med introduktion til alt det, der er godt at vide, når man starter en virksomhed. Ambitionen er at udbyde et fleksibelt tilbud til alle iværksættere i Danmark. Iværksætterdanmark skal så vidt mulig være tilgængeligt, hvor og hvornår det passer iværksætteren. Samtidigt arbejdes der med at blande forskellige læringsformer for at nå så varieret og bredt ud til målgruppen som muligt, så alle iværksættere, uanset erfaring og geografi oplever at kunne tilgå de samme muligheder. Læs mere om Iværksætterdanmark på www.iværksætterdanmark.dk.
2. Mål: I perioden januar 2024 – 31. december 2025 skal mindst 3.600 iværksættere deltage i et af Iværksætterdanmarks forløb og/eller på Business Boost eller NextStep.
3. Projektets overordnede målgruppe: Iværksættere – dvs. personer som påtænker / er i gang med / har besluttet at starte virksomhed, og virksomheder som er opstartet (har en CVR-registrering), der ikke er ældre end 3 år. Målgruppen specificeres yderligere i forbindelse med de enkelte workshopforløb.
4. Erhvervshus Hovedstaden er opmærksom på at handle i overensstemmelse med de forvaltningsretlige principper om saglighed, økonomisk forsvarlig forvaltning, forbuddet mod varetagelse af uvedkommende hensyn, ligebehandlingsprincippet og proportionalitetsprincippet. Erhvervshuset gennemfører denne annoncering for at leve op til EU’s krav om, at ydelsen er købt på ”markedsmæssige vilkår” og for at finde en samarbejdspartner, der kan løse denne specifikke opgave på den bedst mulige måde.