Indsend tilbud Udvidelse af enkeltmandsvirksomhed
Udvidelse af enkeltmandsvirksomhed
Vi søger en samarbejdspartner, der kan afholde et (online) oplæg om, hvordan man som selvstændig behandler kan gå fra at drive en enkeltmandsvirksomhed til at udvide sin praksis – og hvad det kræver i praksis. Oplægget skal give deltagerne overblik over mulighederne for at udvikle deres virksomhed, hvad enten det handler om at ansætte, indgå samarbejder eller skabe større snitflader med andre faggrupper. Det skal være praksisnært og tage udgangspunkt i deltagernes virkelighed som selvstændige med en ydelsesbaseret forretning.
Oplægget kan fx komme omkring:
- Hvilke virksomhedsformer er relevante og hvilke fordele og ulemper er knyttet til dem ? Fx fra personligt ejet virksomhed til anpartsselskab eller interessentskab.
- Hvornår giver det mening at ansætte – og hvad skal man være opmærksom på som arbejdsgiver?
- Hvilke samarbejdsformer findes der – og hvordan kan de bruges strategisk?
- Hvordan kan man skabe større snitflader med andre faggrupper og aktører?
- Hvad kræver det at gå fra én til flere – både praktisk, økonomisk og mentalt?
Målgruppe:
Deltagerne driver som udgangspunkt enkeltmandsvirksomhed og tilbyder sundhedsydelser som fx fysioterapeut, ergoterapeut eller jordemoder. Det er vigtigt, at oplægget afspejler denne kontekst og taler direkte ind i deres hverdag og overvejelser. Oplægget afholdes i samarbejde med Ergoterapeutforeningen.
Praktisk:
Varighed: 1,5 time inkl. tid til spørgsmål og dialog
Format: Online
Tidspunkt: Slutningen af september, afholdes sen eftermiddag gerne fra kl. 17.00–18.30
Generelle krav og information:
Såfremt eventet er en succes kan iværksætterdanmark ønske at gentage eventet på et senere tidspunkt i projektperioden andre steder i Danmark eller online. Dit tilbud bør derfor tydeligt vise om det er en mulighed. Der er dog ingen garanti for yderligere events.
- Tilbud skal indeholde tydelig afsender
- Tilbud skal have en tydelig pris inden for opgavens budgetramme
- Dato for tilbudsafgivelse skal fremgå tydeligt
- Tilbudsgiver bedes angive om tilbuddet er gældende ved. evt. fremtidige indkøb. Leverancen samt pris skal være uændret.
- Tilbuddets udløbsdato skal angives ved tydelig datering.
- Prisen er inkl. kørsel og evt. materialer. Hvis det begrænser, hvor det kan afholdes i landet, så skal dette fremgå tydeligt.
Det er ikke muligt at afgive tilbud, hvis du samtidig er deltager i Iværksætterdanmark. Kontakt os ved tvivlsspørgsmål.
Erhvervshus Hovedstaden forbeholder sig retten til ikke at vælge et af de modtagne tilbud, hvis ingen tilbud vurderes at kunne udføre opgaven tilfredsstillende. I så fald vurderer projektet om opgaven annonceres på ny eller ikke gennemføres.
Baggrund for indkøb
1. Resume af projektet: IvDK – Iværksætterdanmark har en lang række tilbud til iværksættere med introduktion til alt det, der er godt at vide, når man starter en virksomhed. Ambitionen er at udbyde et fleksibelt tilbud til alle iværksættere i Danmark. Iværksætterdanmark skal så vidt mulig være tilgængeligt, hvor og hvornår det passer iværksætteren. Samtidigt arbejdes der med at blande forskellige læringsformer for at nå så varieret og bredt ud til målgruppen som muligt, så alle iværksættere, uanset erfaring og geografi oplever at kunne tilgå de samme muligheder. Læs mere om Iværksætterdanmark på www.iværksætterdanmark.dk.
2. Projektets overordnede målgruppe: Iværksættere – dvs. personer som påtænker / er i gang med / har besluttet at starte virksomhed, og virksomheder som er opstartet (har en CVR-registrering), der ikke er ældre end 3 år. Målgruppen kan være specificeret yderligere i nærvæende materiale.
3. Iværksætterdanmark (Erhvervshus Hovedstaden samt partnere) er opmærksom på at handle i overensstemmelse med de forvaltningsretlige principper om saglighed, økonomisk forsvarlig forvaltning, forbuddet mod varetagelse af uvedkommende hensyn, ligebehandlingsprincippet og proportionalitetsprincippet. Iværksætterdanmark gennemfører denne annoncering for at leve op til EU’s krav om, at ydelsen er købt på ”markedsmæssige vilkår” og for at finde en samarbejdspartner, der kan løse denne specifikke opgave på den bedst mulige måde.