Gør musikken til levevej - forretningsudvikling for iværksættere inden for musik og lyd
I et samarbejde mellem Iværksætterdanmark, Entreprenerdy, Dansk Artist Forbund og SOUND kan du på dette workshopforløb få værktøjer og hjælp til, hvordan du som iværksætter eller selvstændig inden for musik og lyd kan arbejde struktureret med udviklingen af den forretningsmæssige del af din karriere eller forretning.
Workshopforløbet er for iværksættere, der drømmer om at starte egen virksomhed inden for musik og lyd, og har brug for praktiske redskaber, der kan gøre idéen til virkelighed.
Det er, bortset fra din tid og entusiasme, gratis at deltage.
Du vil helt sikkert få mest ud af forløbet, hvis du kan se dig selv i følgende:
Du har en drøm om at kunne leve af dit virke inden for musik og lyd, og du vil have redskaber til at udvikle din karriere og forretning. Udgangspunktet for mange kunstneriske iværksættere, og sandsynligvis også DIG, er faglighed og passionen for produktionen eller det kunstneriske. På dette forløb lærer du, hvordan du kan forretningsudvikle med udgangspunkt hvem DU er, hvad der motiverer DIG og de ambitioner DU har.
Helt konkret vil du over 3 sessioner af 3 timer arbejde med tre elementer i forretningsudviklingen:
- Intro, Formål og Ressourcer: Forretningsudvikling der tager udgangspunkt i DIG, din faglighed og passion. Vi kigger også på, hvilke ressourcer og erfaringer du kan trække på i forhold til udviklingen af din karriere og forretning.
- Forretningsidé: Du kommer til at arbejde med at udvikle en konkret forretningsidé og se på hvilke aktører, kunder og samarbejdspartnere, der er relevante for din ydelse eller produktion, og du får arbejdet med, hvordan du tester din idé i praksis.
- Forretningsmodel: Vi tager dig trin for trin igennem udviklingen af en forretningsmodel. Du bliver skarp på, hvem dine "kunder" er, hvad du sælger, hvordan du markedsfører dig, prissætter m.m.
Der bliver rig mulighed for at sparre på tværs af holdet og ikke mindst få inspiration fra hinanden undervejs. Det forventes, at du afsætter 30-60 minutter til forberedelse forud for hver session, da det er vigtigt, at vi kan diskutere og give feedback på hinandens cases i både in plenum og mindre grupper. Du kan forvente workshops, som er seriøse og sjove - og med et klart fokus på, at du ikke blot skal lære, men også skal arbejde hands-on med din egen forretning eller karriere undervejs.
Dine guides på vejen fra god idé til god forretning
Entreprenerdy er eksperter i værktøjer og programmer til udvikling af forretningsmodeller for iværksættere, og har hjulpet tusindevis af iværksættere med at komme godt fra start. De har bred erfaring med forretningsudvikling inden for de kreative erhverv, blandt andet fra samarbejder med DPA, Promus, LIMPI (NO) m.fl.